17.07.2019 12:48:31
Privat
Erhverv

Prisfald på ejerlejligheder i København og moderate stigninger i resten af landet

Af Karsten Poul Jørgensen, Souschef Lån & Spar Markets

Siden ejerboligmarkedet nåede bunden for omkring 5-6 år siden, har boligejere over hele landet oplevet, at deres boliger er blevet væsentlig mere værd.

Der er som altid tale om store forskelle afhængig af beliggenhed, men i alle regioner og kommuner er priserne steget siden, de nåede bunden. Typisk hænger det sådan sammen, at der hvor priserne stiger mest i opgangstider er også der, hvor de falder mest i nedgangstider.


Huse i Københavnsområdet steg mest
Boligpriserne er steget mest omkring de største byer, og prisudviklingen er også positiv, men mindre markant, jo længere væk fra byerne, man kommer. Husene i Københavnsområdet er steget med 50 % siden priserne ramte bunden. Resten af Sjælland har oplevet stigninger på 20-30 %, mens Fyn og Jylland har fået glæde af stigninger i størrelsesordenen 10-20 %. Alt sammen pæne stigninger, der har bidraget til en mere robust økonomi hos boligejere landet over.


Ejerlejlighederne i de store byer trækker priserne op
Tilsvarende har stigningerne på ejerlejligheder været mest markante i de største byer. København ligger højest med stigninger på ca. 80 %, mens Aarhus, Odense og Aalborg ligger lidt efter med stigninger på omkring 50 %.

De stigende priser på både huse og ejerlejligheder betyder, at boligpriserne de fleste steder ligger på det højeste niveau nogensinde.


Begyndende tegn på prisfald i hovedstaden
Med allerede rekordhøje priser kan prisstigningerne selvfølgelig ikke blive ved alle steder. Der er da også begyndende tegn på, at prisstigningerne på især ejerlejligheder i København er aftaget, og at priserne lige så stille er begyndt at falde.

Normalt begynder boligpriserne at falde på grund af rentestigninger eller på grund af økonomiske kriser. Hverken det ene eller det andet er tilfældet denne gang. Renterne er historisk lave, og dansk økonomi befinder sig i et pænt økonomisk opsving, som forventes at vare minimum nogle år endnu.

Hvad er så årsagen til, at boligpriserne i København er begyndt at falde? Det er svært at svare præcist på, men der er to sandsynlige forklaringer:

  • Priserne på ejerlejligheder er nu steget så meget i hovedstaden, at det er svært at se, at de kan stige meget mere. Det i sig selv kan udløse prisfald.
  • Boligmarkedet har de senere år oplevet stramninger i form af udbetalingskrav, stressberegninger og begrænsninger på låntagningen. Det har alt sammen reduceret efterspørgslen.

Også begyndende prisfald i resten af landet?
Både prisstigninger og prisfald på boligmarkedet begynder som regel i de største byer og breder sig så til resten af landet. Denne gang vil det formentlig være anderledes.

Når prisfaldene i København er udløst af 'for høje' priser og øget regulering, der har til formål at stabilisere markedet, vil prisfaldene med stor sandsynlighed ikke brede sig til resten af Danmark.

Boligejerne ud over landet kan forvente fortsat prisstigninger, dog i et mere moderat tempo end i de senere år. Dansk økonomi er bomstærk med stigende beskæftigelse, stigende indkomster og lave renter. Det er alt sammen elementer, som understøtter en fortsat robust udvikling på boligmarkedet.

Men boligejerne i København går altså en mere usikker periode i møde. Priserne på ejerlejligheder falder allerede, og det helt store spørgsmål er, hvor stort faldet bliver, og hvor længe det vil vare ved. Det er bestemt ikke utænkeligt, at det kan strække sig over en længere periode.

Den store joker i 2021
Der er et par store usikkerhedsmomenter: De nye offentlige vurderinger og det nye ejendomsbeskatningssystem, der træder i kraft i 2021.

De steder, hvor det nye ejendomsbeskatningssystem betyder væsentlig højere skatter, kan boligejerne forvente, at det vil presse priserne ned.

Der er en klar forventning om, at det især bliver tilfældet i og omkring København. Det vil så presse priserne på ejerlejligheder i København yderligere ned.


Spørg din personlige rådgiver hvis du er i tvivl
Er du i tvivl om noget i forbindelse med en bolighandel, nu eller i fremtiden? Fx den bedste fordeling mellem realkreditlån og boliglån. Din personlige rådgiver er altid klar til at tale bolig med dig.

Ring på 3378 2000 for at aftale et boligmøde med en personlig rådgiver. Du kan også booke mødet direkte i netbanken eller gennem vores Zapp app. Det kan gøres via Netbank eller via mobil/Zapp.


Book et møde med en personlig rådgiver

Ring på 3378 2000 eller send os dine oplysninger, så kontakter vi dig.